Sikker Sunshine Sejr over KFB

KFB Kløvermarken havde medbragt både musik, tromme og en masse fans med til kampen mod Sunshine drengene lørdag eftermiddag, der også bød på høj sol og masser sommerstemning

Der var gang i den på begge sidelinjer fra dommerens første fløjt og det tog heller ikke længe før åbningsmålet faldt. allerede få minutter inde i kampen efter en aggressiv start af et sultent og højtpressende FC Sunshine mandskab, bragede Rune Lizardo på mål efter et hurtigt eksekveret hjørnespart af Silas Storgaard og bolden lynede forbi KFB’s chanceløse keeper. Blot fem minutter senere fik Sunshine presset sig til endnu et hjørnespark, denne gang fra den anden side, som blev eksekveret af Frederik Frankman der knaldede bolden i panden på en højtflyvende Niklas Middrup og dermed 2-0 til FC Sunshine.

Første halvleg bød på flere store chancer til Sunshine og med et yderst velspillende forsvar var der ikke meget at lave for målmand Emil AT.

Anden halvleg åbnede op for spændingen og AT måtte få gange i aktion og vise sin styrke i målet. Et tvivlsomt gult kort til Nicolai Bajs i midten af anden halvleg betød at Sunshine måtte være ti minutter i undertal. Derfra fik KFB mere blod på tanden og Sunshine blev presset tilbage på egen banehalvdel, dog uden de helt store chancer til hjemmeholdet fra KFB. Et par store kontrachancer, der ikke blev udnyttet og en solid og stærk defensiv, resulterede i en 2-0 sejr til gæsterne fra Sunshine og dermed kravler Sunshine tættere på de eftertragtede oprykningspladser.

Marc Storm Andersen blev kampens spiller efter en fremragende præstation på højrebacken og dagens opgør bød også på debut til forsvarsklippen Loke Strenov.

Start 11’er:

Keeper: Emil AT Larsen

Forsvar: Marc Andersen, Nicolai Borregaard, Niklas Middrup, Peder Kristiansen

Midtbane: Rune Lizardo, Oliver Gude, Silas Storgaard

Angreb: Oliver Rosengaard, Frederik Frankman, Sebastian Krogdahl

Bænk: Alexander Slemming, Loke Strenov, Andreas Krøigaard

Næste weekend møder FC Sunshine FC Nyhavn som inden kampen ligger over Sunshine i tabellen i Serie 2. Det skal FC Sunshine forsøge at lave om på kl 17:30 på Kløvermarken.

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest